Så blev det endelig tid til ferie... Vi har alle glædet os rigtig meget, 14 dage med massage og ren afslapning. Det havde været hårdt optil, især fordi jeg var så dum at sige ja til at hjælpe min arbejdsgiver med at tage overtid. Jeg lovede at lave noget af det arbejde der skulle laves mens jeg var væk, så de kunne spare penge på freelancer. Men en masse it-problemer på arbejdet gjorde at der var meget mere overarbejde end jeg havde regnet med. Så oveni juleforberedelserne – især en vis julekalender, men også juleindkøb og klargørelse af huset til dem der skulle passe hus og kat, var lige lidt for meget til at jeg nogle sinde gør det igen. Det blev nogle lange nætter, så 14 dages ferie var vel tiltrængt.

Flyveturen var lang og hård. Vi startede ud med 1,5 time forsinkelse, da vi var kommet ombord. Selve flyveturen tog 11 timer, og den ”søde” person, jeg var så heldig at have foran mig i flyet, startede ud med at læne sit sæde helt tilbage. Der blev sædet så, i alle 11 timer, med undtagelse af da vi skulle spise, hvor jeg pænt måtte prikke hende på skulderne og bede hende om at rejse sit sæde, så jeg kunne spise.

 

Når man som jeg lider af klaustrofobi, er det noget af en prøvelse pludselig at sidde med en stoleryg bare 10-20 cm fra dit ansigt. Jeg gik selvfølgelig helt i panik, og tårerne hang i øjnene, og jeg havde lyst til at råbe, skrige, hyle, slå, sparke – ja alt bare for at komme væk og ud af denne meget ubehagelige situation. Men jeg fik styr på mig selv, jeg havde jo min lille datter siddende lige ved siden af mig, så et par små tårer i øjenkrogen var det eneste jeg ikke lige helt fik styr på. Jeg kunne jo ha talt med hende om mit problem, men i disse tider, kan man ikke regne med at folk er forstående, og det er svært nok holde kontrollen over sig selv uden forstyrrelser, hvis jeg så skulle til at sidde og uddybe det, så ville det da først gå galt og hvad hvis personen ikke var forstående. Nå men jeg skulle kun igennem 2-3 af de ”anfald” i løbet af de 11 timer, og jeg overlevede da turen. Nicole ved godt at mor har ”klaus”, så vi fandt også en løsning, da vi ville sove lidt, hvor vi tog alle armlæn op og brugte far som fodskammel, og så sad hun på skødet af mig, og nu var der jo masser af plads foran mig. Men en ting er sikker og vist, næste gang tager jeg lige forbi min kære doktor og får et eller andet.

 

Vi landet – letter forsinket i Phuket/Thailand trætte men spændte. Det tog lidt tid at komme igennem paskontrollen, men til gengæld skulle vi så ikke vente på vores kufferter som så allerede var ankommet på båndet. Hjemmefra havde vi bestilt en taxi/limousine til at hente os, og vi var lidt spændte på om chaufføren nu også stod der… og det gjorde han. Det var dejligt varmt da vi kom ud af lufthavnen, og mine vinterstøvler virkede lidt overdreven og jeg havde ikke været lige så smart som visse andre der i deres håndbagage havde lagt et par sommersko!.

 

Turen fra lufthavnen tog omkring en time, og vi fik næsten helt ondt i nakken af at dreje hoved hver gang vi så en flot bygning, noget anderledes, eller bare nød udsigten.

 

Hotellet havde en virkelig flot reception, hvor vi blev mødt med venlighed og smil. Vi blev pænt bedt om at sætte os over i stolene og vente lidt. Der gik ikke lang tid før de kom med lidt at drikke til os, og en kold vaskeklud, der duftede virkelig godt. Så kunne vi i ro og mag udfylde alle de papir man normalt skal udfylde når man lejer et hotelværelse. Så blev vi vist op på vores hotelværelser og vi havde ikke mere end lige lukket døren da vores kufferter blev leveret. Henrik var selvfølgelig på toilettet, og jeg var lige ved at lade kuffert manden gå uden at få drikkepenge. Jeg er jo ikke vant til at have den slags service, så nu skulle jeg til at finde ud af det med drikkepenge… øhh hvor meget skal man give i drikke penge, når man ikke kan huske hvad deres penge er værd og hvad der er passende. Jeg tror jeg endte op med at give ham meget lidt – undskyld. Nå men da vi rejste var det den samme mand, så der fik han til gengæld en hel del mere. Men han virkede nu meget glad for det beskedne beløb jeg havde stukket ham i hånden efter at han var gået ud af døren.

 

Vi ankom til hotellet meget tidligt om morgen, og efter ”fly-maden” bestemte vi os for at gå ned og nå at få lidt ordentligt morgenmad. Sikket et festmåltid de havde disket op med. Der var alt hvad hjertet kunne begære: Cornflakes, cocopops, havregryn, ananas, bananer, vandmelon, peberfrugter, melon, div. andre frugter, forskellige kødpålæg, frugtsalat, bacon, stegte kartofler, æggekage, røræg, hårdkogte æg, spejlæg, pølser, croissant, kanelsnegle, og toastbrød. Udsigten var over de 2 voksen pools, med Jacuzzi i bunden. I kanten af det ene bassin stod 4 elefanter med løftede snabler. Ved særlige lejligheder sprøjtede elefanterne selvfølgelig med vand.

 

Efter et veloverstået morgenmåltid, var det tid til lige at få pakket lidt ud. Der var jo en vigtig ting vi lige måtte finde hurtigst muligt – badetøj… det var vist heller ikke mere end lige fundet frem da næserne blev vendt mod poolen. Nicole og jeg skulle selvfølgelig i vandet med det samme. Henrik syntes lige at han trængte til at slappe lidt af først, med det resultat at han selvfølgelig faldt i søvn der midt i solen – jeg tror også at han havde glemt solcremen. Sådanne handlinger går ikke ustraffet forbi… udover at være blevet lidt skoldet, endte han også op med en bred hvid streg hen over den ene side af maven. Det var der hans arm havde ligget da han faldt i søvn. Nicole og jeg fik nydt Jacuzzien, og jeg fik svømmet et par baner.

 

Da vi var færdige med at bade, var det tid til den ting Nicole kom til at hade allermest… ET BAD. Phu ha hvor ulækkert at skulle bade hver dag når, man var færdig i poolen. Men det jo heldigvis de voksne der bestemmer, så der blev badet, hverdag ;-). Efter et dejligt bad var det tid til at gå ud og se området lidt an. Vi startede med at gå en tur ned til den nærmeste strand for at se den.

 

Bagefter gik vi og så på butikker, og så var det at Henrik kom med en god ide, at vi kunne prøve dreje til højre for enden af vejen, og så ville vi snart komme tilbage til hotellet, i stedet for at gå den samme lange vej tilbage som vi kom af.

Vi gik og vi gik oooooooog vi gik… butikkerne forsvandt og det samme gjorde fortovet… og tro mig ikke nok med at de køre i den forkerte side, så køre de også ufattelig hurtigt, tæt på, og gerne i modsatte side af hvad de brude, så der kom knallerter forfra og bagfra, så det var til at blive helt forvirret over. Men vi blev ved med at gå… så kom der butikker igen, og fortovet kom og gik som det lystede. Butikkerne blev lidt mere lokalte af udseende… men vi fortsatte med at gå. Henrik mente på et tidspunkt at vores hotel burde ligge på venstre side af den vej vi gik på… mens min stedsans mente at den burde ligge på højre side. Efter som der ikke var de store muligheder for at dreje til venstre, så måtte vi jo blive ved med at gå lige ud, indtil vi kunne se vores hotel – på højre side – hurra for min stedsans.

 

Da vi næsten var kommet tilbage til hotellet så vi en rigtig flot restaurant, som Nicole meget gerne ville prøve, og vi var vist ikke svære at lokke. Så efter et lille hvil på hotellet, traskede vi ned til den flotte restaurant. Den var imponerende, det første der mødte os, var et kæmpe imponerende springvand mit i restauranten. Så blev vi vist hen til et kæmpe bord, med stole på den ene side, og sofarække på den anden, fyldt med store puder. Bordet var så bredt og langt at man følte sig helt lille, men meget fin. Nicole og jeg som jo er ”lidt” kræsne (okay okay meget kræsne), havde lidt problemer med at finde noget på menukortet som vi troede at vi kunne lide, men det lykkedes os at finde noget der vist skulle være ris og kød. Efter vi havde bestilt vores mad gik Nicole og far på opdagelse… og der i den ene ende af restauranten fandt de en lille japansk inspireret have. Så kom maden og Nicole og jeg måtte sande at vi vist ikke helt havde forstået menukortet korrekt. Jo der var ris, og jo der var kød – stykker. Men hvorfor kom det i en lille skål? Det skulle vi hurtigt finde ud af… det var skam fordi at risene og kødet svømmede rundt i en gang suppe, som bestemt ikke var af den milde slags! Den aften fik Nicole og jeg ikke meget at spise.

 

Efter maden foreslog faster Dorthe at vi skulle tage en gang fodmassage, det skulle være så dejligt efter den lange flyvetur. Så vi fulgte hendes råd… alle sammen. I thailand tager man altid skoene af inden man går indenfor, så af med skoene udenfor og så ind i det dejlige kølige rum. Der sad vi så alle fire på stribe, klar til vores første forkælelse, hvem kunne vide at dette skulle udvikle sig til et afhængighedsforhold?. Først fik vi et kort fodbad i koldt vand, hvor vores fødder, blev vasket og skrubbet. Så var det op med fusserne på skamlen, og stolen lagt helt tilbage, og så blev smurt vores fødder smurt ind og varmet op. SÅ KOM TOTUR INSTRUMENTET frem… en lille kegleformet træpind, der skulle bruges til at ramme de forskellige zonepunkter. Henrik peb selvfølgelig lidt, men han er jo også meget følsom, vi andre havde til tider et lidt anstrengt smil på læben. Efter totur instrumentet, bevægede de sig op ad benene, og masserede dem. Jeg kan huske at jeg tænkte, fodmassage på benene, nå jeg de sidder jo så tæt på, så det er vel meget naturligt. Da de så lidt senere rejste sig og begyndte at massere ens arme, ja så var jeg da helt forvirret, og det gjorde det ikke nemmere for mig at finde forklaringer da de til sidst bad os om at sætte os på skamlen, hvor de så begyndte at massere skulderne og hovedbunden. Det må siges at være en udvidet fodmassage. Men dejligt var det – en hel time i himlen. Da vi var færdige, skulle vi selvfølgelig også lige have fjernet alt død hud på fødderne… det blev gjort med en tingest der lignede en ostehøvl, men som vist bare var et barberblad. Det så mere drastisk ud en det var, der var heldigvis ingen smerte involveret. Da vi alle 4, havde fået fjernet 1 kg. hård hud eller 2, skulle vi selvfølgelig også lige have en pedicure at slutte af på. Dog ønskede Henrik ikke at få neglelak på ;-). Det er vist ikke helt løgn når jeg påstår at vi alle fløj hjem til hotellet. Som Henrik har udtalt, så var det ikke særlig maskulint at sidde der og få ordnet sine fødder, men det var så fedt bagefter (og nej – jeg har desværre ingen billeder af det 😉).

 

Efter en lang dag sagde vi godnat med det samme, og Nicole og Faster gik ind på deres hotelværelse, men vi gik ind i vores eget (det var jo også vores bryllupsrejse).